Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Støv

 

Familien Jensens hus havde været til slag i et stykke tid, men så blev det købt af familien Hansen.

          Familien Hansen glædede sig til at flytte ind i deres nye hus. Det vil sige - huset var jo ikke nyt, det var faktisk frygteligt gammelt; men for familien Hansen var det nyt, de havde jo lige købt det. Det havde ikke været beboet i de sidste mange år, og familien regnede med at skulle bruge en måneds tid på at sætte det i stand, før de kunne flytte ind.

          “Aldrig har jeg set så meget støv,” sagde fru Hansen, da hun trådte ind i stuen. Og det havde hun ret i. Der lå et tykt lag støv overalt. Der stod nogle få møbler, som de forrige ejere ikke havde taget med, da de flyttede. De var fuldstændig dækkede af støv, så man ikke engang kunne se hvad farve de havde.

          “Kan I ikke starte på første sal,” sagde fru Hansen til børnene, Erik og Mette, og de to børn gik ovenpå.

          “Vi starter med en skovl,” sagde hr. Hansen. “Det tror jeg er det letteste.”

          Han gik ud i haveskuret, hvor der stod nogle forskellige redskaber. Han tog en god kraftig kost og en skovl, og så gik han ind i huset igen og begyndte at skovle støvet op i en stor skraldesæk.

          Det skulle han nu nok ikke have gjort, for der hvirvlede så meget støv op, at han ikke kunne en hånd for sig. Hr. Hansen hostede og harkede og prustede og stønnede, mens han langsomt forsvandt i støvskyen.

          “En støvsuger,” råbte fru Hansen ind i støvskyen. “Jeg går ud og får fat i en støvsuger, og det skal være en god kraftig én.”

          Inde fra støvskyen lød en masse hostende og harkende lyde. Fru Hansen gik ud fra, at det betød, at hendes mand var enig med hende i det med støvsugeren.

          Mens fru Hansen var i byen, kæmpede hr. Hansen med støvet. Selvom han var holdt op med at skovle, var det alligevel, som om støvet blev ved med rejse sig. Det hvirvlede rundt om ham og fyldte luften. Han rakte armene ud til siderne og famlede sig vej igennem stuen for at komme udenfor, hvor han kunne få noget luft. Men han blev bare ved at gå rundt om sig selv, og støvet blev tættere og tættere, og han hostede mere og mere og fik mere og mere støv ned i halsen. Til sidst var han ved at blive kvalt og sank sammen på gulvet af udmattelse.

          Fru Hansen gik i byen og købte en støvsuger med usædvanlig god sugeevne. Da hun kom hjem, havde det værste støv lagt sig; men hr. Hansen var ikke at se nogen steder.

          Fru Hansen gik lidt rundt i huset og råbte på ham; men han dukkede ikke op.

          Nå, han er nok gået ud i haven for at få lidt frisk luft oven på alt det støv, tænkte hun, og så gik hun ellers i gang med at støvsuge.

          Hun larmede rundt med støvsugeren i lang tid. Så var posen fyldt, og hun måtte smide den i skraldespanden og sætte en ny i. Hun larmede videre i et stykke tid; men så lagde hun mærke til noget, der lå i hjørnet af stuen. Det var en usædvanlig stor bunke støv. Hun tog mundstykket af støvsugeren og satte røret direkte ned i støvbunken. Der lød en underlig klagende lød, da hun sugede støvet op; men det tænkte hun ikke videre over. Det var sikkert bare støvsugeren, der klagede sig, fordi der var så usædvanligt meget støv.

          Da hun var færdig med støvbunken, satte hun sig udmattet i en sofa, der stod midt på gulvet. Der havde rejst sig lidt støv, da hun gik over gulvet, og nu ville støvet ikke rigtig lægge sig igen. Det var som om det hvirvlede rundt af sig selv, mere og mere støv blev fanget i hvirvlerne, der rejste sig højere og højere.

          Fru Hansen kiggede på de mærkelige støvhvirvler, der ligesom sig selv blev kraftigere og kraftigere. Pludselig slog de små hvirvler sig sammen til en stor hvirvel, der omsluttede sofaen og gjorde helt umuligt for fru Hansen at se noget som helst. Støvet hvirvlede tættere og tættere omkring hende og trængte ned i hendes hals og ind i hendes øjne og ører, så hun hverken kunne trække vejret eller høre eller se. Hun sank sammen i sofaen.

          Oppe på første sal havde Erik og Mette været i gang. Der lå en hel del gamle ting og sager fra de tidligere ejere, og børnene blev enige om, at det letteste var bare at smide det hele ud af vinduet. Så slap man for at slæbe det ned af trapperne. Der var alligevel ikke noget af det, der kunne bruges. Det var for gammelt og støvet.

          Hver gang de samlede en genstand op fra gulvet, rejste der sig en lille støvhvirvel. Det var lige som om støvhvirvlerne ikke ville lægge sig igen. De blev ved og ved at hvirvle rundt, kraftigere og kraftigere.

          Da familien Hansen forsvandt, blev huset igen sat til slag, og nogle måneder senere blev det købt af familien Svendsen.

          De undrede sig godt nok over, at der lå en usædvanlig stor bunke støv oven på sofaen. Og oppe på første sal lå der to andre kæmpe bunker af støv.

          Heldigvis stod der en god kraftig støvsuger i stuen, og fru Svendsen gik med det samme i gang med at støvsuge. Hun satte støvsugerrøret ned i den store bunke i sofaen og sugede den op. Der lød en mærkelig klagende lød, mens hun sugede bunken op i støvsugeren; men hun tænkte ikke nøjere over det. Det var sikkert bare støvsugeren der klagede sig, fordi der var så usædvanligt meget støv.

          Da familien Svendsen forsvandt, blev huset igen sat til slag, og nogle måneder senere blev det købt af familien Eriksen.