Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


SMS

 

“Hold da op, hvor er den lækker. Den ka’ bare det hele. Sende billedbeskeder, optage video, downloade og afspille MP3-filer, GPS - det hele.”

          Søren havde fået en ny mobiltelefon i julegave, og nu sad han og rodede med at finde ud af alle de mange forskellige smarte funktioner, den havde.

          “Ja, og man kan også bare nøjes med at tale i den,” sagde hans kone, Louise.

          Det var Louise, der havde købt telefonen til Søren. Hun vidste jo, hvor glad han var den slags elektronik.

          “Ja, ja, men alt det andet er da meget mere spændende. Hov, det var da underligt, der er allerede en besked. Hvem har du givet telefonnummeret til?”

          “Ikke til nogen. Jeg ved ikke engang, hvad telefonnummeret er til den.”

          “Årh, hold op, Louise. Du må da have givet det til nogen. Ellers kan de jo ikke ringe.”

          “Hvem er det fra?” spurgte Louise.

          “Det ved jeg ikke. Der står ikke noget nummer.”

          “Hvad står der?”

          “Øh nu skal jeg lige se. ‘Beskeder’ ‘Modtagne beskeder’ ‘Åbn besked’ Her er den. ‘Der er kun tre dage tilbage!’ står der. Hvad i alverden betyder det? Tre dage til hvad?”

          “Det aner jeg da ikke. Kan du slet ikke se, hvem den kommer fra?”

          “Nej. Nå, det er sikkert bare en fejl. Nogen har sendt beskeden til det forkerte nummer.”

          “Ja, det må det vel være, ellers ved jeg ikke, hvordan det skulle være sket. Nå, men her er kvitteringen, der står også, hvad telefonnummeret er. Jeg prøver lige at ringe til den, så vi kan se om den virker.”

          Louise tog deres fastnet-telefon og ringede til Sørens nye mobil. Den ringede ganske rigtigt, og de morede sig med at tale i telefonen, mens de sad og grinede til hinanden.

 

“Der er kun to dage tilbage!” Søren kiggede på SMS-beskeden, der var dukket op på hans nye mobil.

          “Altså, Louise. Det er altså mærkeligt med de der beskeder. Jeg tror, jeg skriver tilbage og beder dem om at holde op. De må jo have fået forkert nummer.”

          Søren trykkede på ‘besvar’ og skrev: “Til den der har sendt beskeden. Du må have fået forkert nummer. Hvem er du? Jeg hedder Søren Petersen. Hold venligst op med at sende besked til mig.”

          Lidt efter kom der svar “Karsten Petersen,” stod der. Ikke andet.

          “Louise, kender du en, der hedder Karsten Petersen?” spurgte Søren.

          “Ja selvfølgelig. Det gør du da også. Det var din far, der døde for flere år siden.”

          “Ja, det ved jeg da godt; men det er jo nok ikke ham, der skriver SMS’er til mig, vel?”

          “Det ved man da aldrig. Måske er han sur over, at du ...”

          “Hold så op,” sagde Søren vredt. “Du ved udmærket godt, at jeg ikke kunne gøre for, at hans bremser svigtede. Han kørte også alt for hurtigt. Det var han egen skyld, at han kørte galt.”

          “Du lovede ham at få bremserne set efter. Han vidste jo, at der var noget galt. Men du glemte det jo, ikke også. Eller var det med vilje?”

          “Det der har vi jo snakket om. Jeg gider ikke det der. Man skulle tro, at du synes, at det er min skyld, at min far døde. For pokker Louise, min egen far!”

          “Nåh ja. Den million, du arvede, faldt jo på et tørt sted, ikke sandt.”

          “Hold så op!” råbte Søren. Han gik rasende ud af stuen og smækkede døren hårdt efter sig.

 

“Hallo, er det TeleTel, Jeg vil gerne have skiftet nummer.” Søren opgav sit telefonnummer, og damen i den anden ende af røret fortalte ham, at han kunne få et nyt nummer i løbet af et par timer. Der ville være en kort tid, hvor telefonen ikke virkede; men så ville det være i orden.

          “Tak,” sagde Søren og lukkede telefonen.

          Så, kom du bare an, tænkte han. Nu kan du ikke finde mig med dine åndssvage SMS-er.

 

“Det bliver i morgen!”

          Søren kiggede vantro på telefonens skærm. SMS-en var kommet på samme tid som de andre. Selvom han havde skiftet nummer, havde den, der sendte beskederne, åbenbart alligevel fundet frem til ham. Han besluttede at gå til politiet.

          “Det er telefon-chikane. De må da kunne gøre noget. Spore dem eller sådan noget.” Søren sad hos politiet og fortalte om SMS-erne. Politimanden kiggede skeptisk på ham.

          “Og De er helt sikker på, at de ikke har givet deres nummer til nogen.”

          “Ja. Hverken det gamle eller det nye. Og min kone siger, at hun heller ikke har fortalt det til nogen. Hvordan går det til, og hvorfor kan jeg ikke se, hvor det kommer fra?”

          “Hvis den, der sender beskeden, har hemmeligt nummer, kan du ikke se, hvem det er. Men vi kan bede telefonselskabet oplyse det. De registrerer den slags. Men det kræver en dommerkendelse, ellers må de ikke.”

          “Kan vi så ikke få sådan en?”

          “Det tvivler jeg på. Der er jo ikke tale om trusler eller den slags. Tag det nu bare roligt. Der sker sikkert ikke noget. Det holder nok op, når den, der sender SMS-erne, bliver træt af legen.”

          Søren så utilfreds på politimanden. Han havde håbet på lidt mere hjælp; men der var åbenbart ikke noget at gøre. Han gik hjem og besluttede sig til at vente og se, om det ikke holdt op af sig selv.

 

“Det er i dag!”

          Søren kiggede på telefonen. Så slettede han beskeden, som han havde gjort med de andre. Telefonen dirrede lidt og meddelelsen ‘Der er en ny besked’ viste sig på skærmen.

          Søren åbnede beskeden.

          “Lad være med at slette. Det er i dag. Du skal gøre det nu!”

          Søren slettede igen; men en ny besked viste sig med det samme. Han åbnede den.

          “Jeg sagde, at du skulle lade være med at slette. Det skal være nu!”

          Søren slettede igen; men øjeblikkeligt viste beskeden sig igen på skærmen. Han havde ikke engang behøvet at åbne den, den kom frem af sig selv. Han slukkede telefonen. Den tændte igen af sig selv, og beskeden stod igen på skærmen: “Jeg sagde, at du skulle lade være med at slette. Det skal være nu!”

          Søren tog telefonen og trykkede på ‘besvar besked’.

          “Hvad vil du have mig til at gøre?” skrev han.

          “Kør!” stod der.

          Søren rejste sig. Han gik ud og satte sig ind sin bil. Telefonen lagde han på passagersædet ved siden af.

          “Kør!” stod der. Søren startede og kørte.

 

Da politiet ringede til Louise en halv time senere, var det allerede for sent. Søren var blevet slået ihjel på stedet, da hans bil kørte ind i en lastbil, der svingede ud fra en sidevej.

          “Hvordan kunne det ske? Han kørte altid så forsigtigt,” sagde Louise.

          “Det ser ud til, at bremserne svigtede,” svarede politimanden.