Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


I gamle dage

 

“Far, du skal fortælle om gamle dage.” Mikkel så forventningsfuld på sin far, Kurt.

          “Hvad skal jeg fortælle om?” spurgte Kurt.

          “Om dig selv. Hvad lavede du, dengang du var lille? Hvad legede du med, når der ikke var nogen computere eller fjernsyn eller sådan noget?”

          “Nårh, så længe siden er det nu heller ikke. Vi havde skam fjernsyn. Men det er rigtigt, at der ikke var nogen computere. Så legede vi med hinanden. Spillede ‘Halli-Hallo’ og den slags. Og legede Dåseskjul.”

          “Det lyder edderma’me kedeligt.”

          “Det ved jeg nu ikke. Der var altid en masse børn på vejen, man kunne lege med. Og der var ikke så meget trafik, så man kunne bare rende rundt ude på vejen og spille bold. Hvis der kom en bil, kunne bare vi lige gå ind til siden, til den var væk. Der kom højst et par stykker i timen, så det var ikke noget.”

          “Kan du ikke fortælle noget spændende, du oplevede.”

          “Jo - for jeg var faktisk engang lige ved at blive kørt over. Selvom der næsten ingen biler var, så kom der jo en engang imellem, og en dag var der en, der kørte lidt for hurtigt rundt om hjørnet. Den havde ikke set, at vi var ude at lege på vejen, så den var lige ved at køre mig ned.”

          “Hihi, du sagde at bilen ikke havde set jer. Det kunne den da ikke. Biler kan ikke se.”

          “Nej, jeg mener selvfølgelig ikke, at bilen kunne se os. Manden, der kørte bilen, havde ikke set os. Kværulant. Du skal ikke høre efter, hvad jeg siger; men hvad jeg mener.”

          “Og hvem mon jeg har lært det af?”

          “Ja ja, jeg ved det godt. Det har du lært af mig.”

          “Nå, men hvad skete der så. Blev du kørt ned.”

          “Nej. Bilen nåede at stoppe. Den - han - nåede lige at se mig i sidste øjeblik. Så bremsede han, så det hvinede, og bilen stoppede en halv meter fra mig. Hold da op, hvor blev jeg forskrækket; men der skete ikke noget. Det var en Saab, kan jeg huske. Det er underligt med ting, man kan huske. En rød Saab. Med sorte nummerplader. Det var dengang, der både var biler med sorte og hvide nummerplader. ES 22 424. Tænk, at jeg kan huske nummeret!”

          “Godt du ikke blev kørt ned,” sagde Mikkel. “Hvad skulle jeg så have gjort uden dig?”

          “Ja - hvad skulle du have gjort uden mig,” smilede Kurt.

 

“Ved du hvad, Carina. Jeg så noget underligt noget i dag. En lille dreng ude på vejen -”

          “Ja, det var vel nok underligt,” afbrød han kone, Carina, ironisk “Tænk, så du en lille dreng!”

          “Hold nu op. Du lod mig jo ikke tale ud. Det mærkelige var, at han gik så underligt klædt. Sådan - korte bukser med seler.” Hvornår har du måske sidst set en dreng med seler?”

          “Nej det har du ret i. Det er længe siden.”

          “Ja. Og så løb han og spillede bold ude på vejen. Jeg mener. Selvom det er søndag, og der ikke er så meget trafik, så er det jo for farligt. At hans forældre ikke har lært ham at blive inde på fortovet.”

          “Tja - det er underligt.” Carina trak på skuldrene, og så snakkede de ikke mere om det.

         

          “Nej altså, nu var ham den lille dreng med selerne der igen.” Kurt lød helt forarget. “Og så i dag hvor det er mandag, og der er masser af biler. Han løb bare der ude på vejen og spillede bold. Jeg var nødt til at kalde på ham og få ham ind på fortorvet. Det er altså helt uforsvarligt. Hvis det sker igen, bliver jeg nødt til at få fat i hans forældre, så de kan lære ham, at man ikke på lege på vejen.”

          “Ja, gør du det,” sagde Carina.

          “Hvad snakker i om?” spurgte Mikkel.

          “Det er bare fordi, jeg så en lille dreng spille bold ude på vejen. Det er underligt, at han ikke ved, at det er farligt,” sagde hans far.

          “Måske er han fra gamle dage, hvor der ikke var så mange biler,” foreslog Mikkel.

          “Ja, måske,” smilede hans far. “Han så også ud som en fra gamle dage. Med seler og sådan. Han lignede faktisk mig selv, dengang jeg var lille.” Kurt kiggede lidt ud i luften. Han havde ikke tænkt på det før; men drengen havde faktisk lignet ham selv, dengang han var en lille dreng.

 

“Hej, du der,” Kurt råbte ad den lille dreng med selerne.

          “Du må ikke løbe rundt ude på vejen. Hvad hvis du bliver kørt ned. Hvor bor du henne? Jeg vil gerne lige snakke lidt med dine forældre.”

          Den lille dreng med selerne gik ind på fortovet og kiggede på Kurt. Han svarede ikke.

          “Hvor bor du henne?” gentog Kurt; men drengen svarede stadig ikke.

          Kurt trak på skuldrene, Hvis drengen ikke ville svare, var der jo ikke noget, han kunne gøre. Han svingede sin rygsæk om på ryggen og gik ned ad gaden. Da han rundede hjørnet kom en bil kørende imod. Han nåede lige at se, at det var en ret gammel bil.

          Bilen svingede rundt om hjørnet i lidt for høj fart. Dækkene gav en lød fra sig imod asfalten, da de skred en lille smule på grund af farten. Kurt gik et par skridt mere. Så lød der en hvinen af bremser og så et højt bump, og et skrig. Så blev der stille. Kurt vendte sig og løb rundt om hjørnet.

          Bilen holdt skråt oppe på fortovet. Foran den lå den lille dreng med selerne midt i en blodpøl.

          Nu så Kurt, at det var en Saab. En gammel rød Saab med sorte nummerplader. ES 22 424.