Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Nabotrolden

 

“Han er en trold,” sagde Robert. “Han er en gammel, sur trold, der spiser hunde og rotter og små børn og er helt utrolig stærk. Han kan løfte et helt hus, hvis han vil. Men det vil han ikke. For så bliver han opdaget, og så kommer troldepolitiet og sætter ham i troldefængsel. Og så rådner han op. Trolde kan slet ikke tåle at komme i troldefængsel. De rådner op på tre minutter. Og så stinker det så meget over hele byen i flere dage, at alle må holde sig for ørerne.”

          “Hvorfor skal de holde sig for ørerne, når det stinker? Skal man ikke holde sig for næsen?” spurgte Melissa.

          “Nej for troldestank kommer ind igennem ørerne. Det hjælper ikke noget at holde sig for næsen. Det bliver det bare værre af.”

          “Hvad stinker det af?” spurgte Lille-Rasmus.

          “Rådne æg og sure sokker og prutter.” Robert lavede en forfærdelig grimasse, som om han lugtede noget virkelig fælt.

          “Prutter lugter da meget godt,” sagde Lille-Rasmus. Specielt hvis man lige har drukket cola.

          “Er du sikker på, han er en trold? Jeg synes da, han ser meget almindelig ud.”

          De tre børn lå under busken og kiggede ind i Den gamle Mands have. Manden gik og rumsterede rundt med en trillebør. Han var i gang med at flytte rundt på en masse grene og andet haveaffald.

          “Selvfølgelig er han en trold,” sagde Robert. Han har bare gemt sin hale i bukserne. Hvis han tager bukserne af, kan man se den.

          “Hvor ved du det fra? Har du set hans hale?” Melissa kiggede nysgerrigt på Robert.

          “Selvfølgelig har jeg ikke det; men jeg ved det.” Robert nikkede betydningsfuldt, og de to andre lod sig overbevise. Den gamle Mand måtte jo være en trold, hvis han havde en hale.

          De krøb forsigtigt ud fra buskene igen og løb tilbage til huset. Oppe på Robert værelse tog han en bog frem.

          “Se her,” sagde han. “Det er en bog om trolde. Kan I ikke se det. Ham her ligner fuldstændig Den gamle Mand inde ved siden af.”

          Robert pegede på et billede i bogen. Melissa og Lille-Rasmus kiggede. De syntes nu ikke, at billede lignede Den gamle Mand ret meget; men Robert var helt sikker på det, og lidt efter lidt syntes de to andre også, at der var en vis lighed.

 

“Skulle vi ikke tage og melde ham til troldepolitiet, så han kan komme i troldefængsel?”

          De tre børn lå igen under busken og kiggede ind i Den gamle Mands have, og Melissa var kommet i tanke om, at det nok var lidt for farligt at have sådan en trold boende lige inde ved siden af.

          “Nej,” sagde Robert. “Det hjælper ikke noget. De tror bare ikke på os, og så er trolden blevet advaret, og han vil helt sikkert hævne sig på os.”

          “Jamen, vi kan da ikke bare have ham boende der,” fortsatte Melissa. “Det er da for farligt. Hvad hvis han spiser os.”

          “Vi kan ingenting gøre. Vi bliver nødt til bare at være forsigtige, så han ikke får mistanke til, at han er opdaget.”

          “Det synes jeg altså er uhyggeligt,” sagde Lille-Rasmus.

          “Ja, Uhyggeligt - og farligt.” Robert smilede ved tanken.

 

“Far,” sagde Lille-Rasmus, da de sad ved middagsbordet. “Ved du godt, at Den gamle Mand inde ved siden af er en trold, der gemmer sin hale i bukserne, for at man ikke skal opdage ham.”

          “Nåhr, Rasmus. Det tror jeg nu ikke,” sagde Far. “Hr. Petersen er da bare en ganske almindelig gammel mand. Hvorfor tror du, at han er en trold?”

          “Jo altså, Vi har en bog om trolde, og der er et billede af ham,” fortsatte Lille-Rasmus.

          “Hold nu op med det pjat, Rasmus,” sagde Mor. “Hr. Petersen er ikke mere trold end jeg er.”

          “Er du også en trold?” spurgte Lille-Rasmus, og spærrede øjnene op. Tænk at hans egen mor var en trold. Det havde han nu alligevel aldrig troet.

          “Nej, jeg er ikke nogen trold. Og det er hr. Petersen heller ikke,” grinede Mor.

 

“Tænk engang, hr. Petersen,” sagde Far. “Børnene er helt overbevist om, at du er en trold. De siger, at de har en bog med et billede af Dem.”

          “Nå, siger de det,” svarede hr. Petersen. “Jamen, det er sikkert bare noget, de leger.”

          “Ja, selvfølgelig. Men det er da meget sjovt, ikke?”

          “Jo, det er meget sjovt. Det er sikkert ikke første gang nogle børn har leget, at en gammel mand er en trold. Jeg ligner måske også en trold lidt. Måske skulle jeg invitere dem indenfor på tudsekager og hugormespyt. Det kunne da være meget sjovt.”

          “Ja gør det. Skal jeg sige til børnene, at de skal komme over til dig og få hugormespyt.”

          “Ja, gør bare det. Så laver jeg nogle småkager og saftevand. Det kan blive meget sjovt.”

 

“Hr. Petersen vil gerne invitere jer på tudsekager og hugormespyt,” sagde Far.

          “Hvad siger du?” råbte Robert og var lige ved at falde ned af stolen af forskrækkelse. “Du vil da vel ikke have, at vi skal gå over til trolden. Han fanger os og spiser os.”

          “Sikke noget vrøvl,” sagde Mor bestemt. “Selvfølgelig skal I gå derover, når nu hr. Petersen er så rar at invitere jer. Det er sikkert bare ganske almindelige kager og saftevand. Han vil bare være rar ved jer.”

          “Jamen, han er en trold,” Lille-Rasmus var lige ved at græde.

          “Sludder. Nu tager I noget pænt tøj på, og så følger jeg jer over til ham. Der sker ikke noget. I kan da ikke være bekendt at sige nej.”

          En halv time senere var de tre børn på vej over til hr. Petersens hus.

          “Velkommen små troldebørn,” sagde hr. Petersen grinende, da han åbnede døren. “Nu skal vi rigtignok hygge os med tudsekager og hugormespyt. Kom indenfor.”

          Mor skubbede børnene ind ad døren. Hr. Petersen lukkede den og Mor gik.

 

“Nå så I tror, jeg er en trold. Der kan man bare se,” sagde hr. Petersen, da de tre børn sad omkring bordet i hans køkken. “Hvor i alverden har I mon fået den idé fra.”

          Han åbnede munden, og børnene sad klistrede til deres stole og så, at der voksede et par lange hudtænder frem. Så trak han bukserne lidt ned og en lang dusket hale viste sig.

          “Tænk - I har jo fuldstændig ret,” sagde han ...

 

Opdateret 18/12/2014