Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


Kapitel 1: Rune og Gudrun

 

”Helle for at være Gunnar Gunnarssøn den Stærke. Så kan du være Sigurd Steinssøn. Så har jeg mit gode sværd Jernfast.”

         Rune løftede sit træsværd i begge hænder og stillede sig positur med sværdet hævet i skrå stilling foran ansigtet. Han gjorde sit drengeansigt så truende som muligt og stirrede Gudrun lige ind i øjnene.

         ”Ja, og mit sværd hedder Stenkløver,” svarede Gudrun og trådte et par skridt tilbage. Hun holdt sit træsværd løst i venstre hånd med spidsen pegende ned imod jorden. Gudrun mødte Runes blik med et udfordrende smil. Hvis man ikke kendte Gudrun, ville man tro, at hun var nem at overmande. Ikke nok med, at hun var en pige og ret spinkel, hun så heller ikke specielt opmærksom ud, som hun stod der med sværdet i den ene hånd og let spredte ben i en skødesløs stilling.

         Men Rune kendte Gudrun godt. Han havde kendt hende hele sit liv. De var jævnaldrende, begge tolv år gamle, og havde været bedste venner siden de kunne kravle. Da de var små, havde de andre drenge drillet Rune med, at han legede med en pige; men det var længe siden nu. Gudrun havde for længst vist sig som en ligeværdig legekammerat.

         Rune lod sig ikke narre. Gudrun var hurtig på både hænder og fødder.

         Mange af de andre børn så lidt skævt til Gudrun, fordi hun var venstrehåndet. De kaldte hende nogle gange for ’Kejten’ af samme grund. Men Runes far sagde altid, at man ikke skulle dømme folk på, hvad de var; men på hvad de kunne. Og Gudrun kunne slås med sværd bedre end nogen af drengene i landsbyerne ved fjorden. Hun benyttede sig naturligvis af at være venstrehåndet, hvilket gjorde det sværere at slås imod hende, fordi hendes udfald kom fra uvante retninger.

         Der var regler. Det var ikke noget, der stod skrevet nogen steder. Der var kun få i landsbyen, der kunne læse, og man skrev kun tingene ned, hvis de var meget vigtige. Men alligevel var der regler. Overraskelsesangreb bagfra var for eksempel ulovlige, undtagen når modparten var helt urimelig uopmærksom. Det var også ulovligt at slå imod hovedet og halsen, eller bevidst forsøge at såre modparten rigtigt. Rune fulgte reglerne. Han kunne jo have angrebet Gudrun, inden hun fik ordentlig fat i sit sværd; men det ville være snyd.

         ”Nåh, kommer du!” Gudrun smilede drillende til Rune. Hun var udmærket klar over, at hun var den hurtigste af de to; det var derfor, hun tillod sig den skødesløse måde at holde sværdet på. Og Rune gik på hende. To hurtige skridt fremad, sværdet i et sving, som Rune selv syntes var lynhurtigt, men som alligevel havde den tøven, som Gudrun havde forventet. Havde det været alle andre, ville det have været fejt at slå så højt imod Gudruns højre skulder; men Rune vidste, at hun var hurtig nok til at afværge slaget. Gudrun vendte sig hurtigt imod højre og løftede Stenkløver op, så det dækkede skulderen. Jernfast huggede imod Stenkløver med en tør trælyd. Gudrun fortsatte sværdets bevægelse rundt over hovedet og nedad imod Runes højre ankel. Rune sprang op for at undgå at blive ramt; men mistede balancen og måtte trippe lidt til siden for ikke at falde. Gudrun var over ham som en kat; og inden Rune havde genvundet balancen, havde hun skubbet ham omkuld, sparket Jernfast ud af hænderne på ham og sat Stenkløver imod hans bryst.

         ”Giver du op?” Gudrun klemte spidsen af træsværdet imod Runes trøje.

         ”Hold dog op, det gør ondt. Ja, jeg giver op.” Rune prøvede at tage fat om Gudrun sværd for at tvinge det væk.

         Gudrun rejste sig og gav Rune hånden for at hjælpe ham op; men Rune skubbede den væk og rejste sig uden hjælp.

         ”Se nu her! Der er kommet en flænge i trøjen. Mor bliver sur.” Rune var arrig. Mest fordi han havde tabt så hurtigt; men også fordi hans mor blev så gal, når han ødelagde sit tøj. Hun kunne godt finde på at slå.

         ”Nåh ja - undskyld. Jeg skal nok reparere det. Jeg er jo en pige, ikke også.” Hun sagde ordet ’pige’ i en drillende tone. Gudrun havde den fordel, at hun også havde lært nogle rigtige ’pigeting’ som for eksempel at sy.

         ”Du tøvede,” sagde hun.

         ”Vel gjorde jeg ej,” bed Rune hende af. Men han vidste godt, at hun havde ret. Han havde tøvet. Det gjorde han altid, og Gudrun vidste det.

         ”Så siger vi det.” Gudrun trak på skuldrene.

         Rune samlede sit sværd op fra jorden. Så begyndte han at gå op ad bakken.

         ”Vent lidt,” sagde Gudrun. ”Hvad skal du?”

         Rune fortsatte opad uden at svare.

         ”Lad nu vær med at være sur,” sagde Gudrun. ”Du er en dårlig taber.”

         ”Jeg er ikke sur.” Rune prøvede at skjule sin skuffelse over nederlaget. ”Jeg skal op og se, om der kommer skib. Hvad ellers.”

         Han gik op imod Udkigsklippen. Gudrun luntede efter ham. Hendes far var ikke med på handelstogt, ligesom Runes var, så hun var lidt ligeglad med, om der kom skib i dag eller en anden dag. Det var selvfølgelig altid spændende, når mændene kom hjem fra langfart; men de kom jo hverken før eller senere, fordi man kiggede efter dem.

         ”Du kan jo bare gå hjem, hvis du ikke gider.” Rune havde vendt sig og kiggede irriteret ned på Gudrun. Hun trak på skuldrene, vendte sig og begyndte at løbe ned imod landsbyen igen. Rune rystede på hovedet og løb letfodet op ad skrænten. Udkigsklippen var en klippeknude, der stak et par meter op af marken og lå på et helt perfekt sted, hvor man kunne se langt ud over fjorden.

         Han klatrede op på klippen og stillede sig op på det højeste sted. Solen glitrede i vandet og gjorde det svært at se klart på lang afstand. Var der ikke et skib derude? Rune var ikke helt sikker; men det kunne godt se ud, som om der var et skib. Han kneb øjnene sammen og skyggede for solen med hånden for bedre at kunne se; men det var ikke let at være sikker. Solen stod lavt i nordvest og de tusindvis af glitrende stråler i vandet generede udsynet.

         Rune kiggede ned efter Gudrun, der allerede var næsten helt nede ved landsbyen. Pokkers. Så satte han sig ned og ventede.

         Det ville vare en rum tid, før solen gik om bag den klippeknude, der kaldtes Kullingen. Så ville solglimtene forsvinde, og han ville bedre kunne se, om der var et skib derude. Rune lagde sig på ryggen og kiggede op i den blå himmel. Han tænkte på sin far. Faren havde været længe væk nu, næsten tre måneder, og Rune savnede ham. Man vidste aldrig, hvornår de kom hjem efter de lange ture. Nogle gange tog det kun en måned, nogle gange tre eller fire.

         En gang for nogle år siden havde faren været væk i over et halvt år, og alle var sikre på, at skibet var gået ned, og at alle ombord var druknet. Men så en dag sidst i oktober kom ’Katten’ alligevel ind gennem fjorden. Den havde været ude for en slem storm. Masten var knækket, og de havde måttet søge havn for at reparere skibet. Det havde været vanskeligt, fordi der ikke var skov på stedet. Derfor havde det taget så lang tid. Rune døsede lidt hen. Som det ofte skete, når han var alene, tænkte han på sin søster Astrid, og som så ofte før, fik han tårer i øjnene ved tanken.

         Pludselig vågnede han med et spjæt og skuttede sig lidt. Luften var blevet koldere som tegn på, at solen var forsvundet om bag Kullingen. Han rejste sig og kiggede igen ud over fjorden. Jo, nu var han helt sikker. Der var et skib derude. Om det var Katten, var ikke til at sige på den store afstand; men et skib, det var det. Rune satte i et spring ned fra stenen og spurtede ned imod landsbyen.