Vi bruger Cookies!     

         
 X     
gratishistorier

Stefan Frellos historier på nettet


SØREN

 

          Søren havde god tid. Han havde fri allerede klokken tolv, han kunne godt gå lidt rundt og kigge. Søren kunne godt lide at gå rundt og kigge, for der var altid noget spændende, noget han ikke havde set før eller noget, han skulle undersøge lidt mere. Måske blev der bygget noget et sted! Søren kunne godt lide at se på de store maskiner, især når der var en kæmpekran, der skulle hejse store, tunge plader op i luften, han kunne godt tænke sig at være den mand, der sad højt oppe og styrede det hele og fik pladerne til at svinge rundt, uden de ramlede ind i noget. Det kunne også være, der holdt en bil af et mærke, han ikke havde set før, selvom Søren mente, han kendte de fleste, eller måske en ny bil af et mærke, han kendte i forvejen. Søren havde altid en lille notesbog og en blyant i lommen, det brugte han, når han så på biler. Så skrev han bilmærket op og nummeret, hvis det var en udenlandsk. Søren mente ellers, at han kendte alle nationalitetsmærker, men det var sket, at der var et, han ikke kendte, så gik han hjem og slog op, han havde det hele i en bog, og han fandt ud af, hvor landet lå, det syntes han var spændende. En dag så han en bil, der havde T, kun T! Søren vidste godt, at det var ikke Tyskland, det kunne det ellers godt være, men det var D, det vidste han, det kom af Deutschland, det hed det på tysk. Han blev helt varm i hovedet, og han kunne næsten ikke vente, til han kom hjem og fik slået op i sin bog og fundet ud af, at bilen kom fra Thailand. Han fandt landet i et atlas, og så snakkede han med sin mor om, hvorfor der kom en bil fra et land, der var så langt væk, næsten på den anden side af jorden, det syntes hans mor også var meget mærkeligt. Det var også mærkeligt, at det var en Volvo, for så var den først blevet sejlet fra Sverige og helt om på den anden side af jorden og så tilbage til Danmark, men de lavede måske ikke biler i Thailand.

          Søren gik sommetider ind til en bilforhandler og spurgte, om han måtte se i de ny brochurer. Så læste han om det hele, og når der var noget, han ikke forstod, så spurgte han. Forhandlerne syntes vist, det var morsomt, at der kom en dreng og spurgte, måske tænkte de, at han ville nok købe en bil engang, når han blev voksen, så var det helt fint, at han var vant til at komme i deres butik! De plejede også at sige, at Søren skulle bare beholde brochurerne, så læste han i dem hjemme, han havde en hel masse, der lå i stabler på hans værelse med et bilmærke i hver, han havde haft dem hele livet, i hvert fald i tre år, og han syntes, det var spændende at se, hvad de, der lavede bilerne, fandt på, når de lavede en ny model af et mærke, de havde lavet før. Søren havde ikke helt bestemt sig til, hvilken bil han selv skulle have. Det havde været både Mercedes og Volvo, men lige nu mente han, at det skulle være en Porsche, for han havde set én hos en forhandler. Han havde kigget på den længe, og forhandleren sagde, at han måtte godt prøve at sidde ved rattet, men han skulle tage sine støvler af, og han sad på noget plastic, for det var en fin bil, og den var meget dyr, den kostede noget med en million, eller også var det to, og forhandleren forklarede, hvad tegnene på instrumentbrættet betød, det var symboler, sagde han. Søren var ret sikker på, at det måtte blive en Porsche, det sagde han til forhandleren, sådan én ville han have engang, og forhandleren sagde, at det kunne han godt forstå, for det var en god bil, og Søren skulle bare komme, når han ville købe en Porsche, men det var ikke altid, de havde én, der var så dyr, den skulle bestilles på fabrikken i en by i Tyskland, der hed Stuttgart. Søren huskede at give forhandleren hånden og sige farvel og mange tak, og manden sagde, at Søren skulle bare komme igen en anden gang, også selvom han ikke lige stod og skulle købe en Porsche. Manden smilede lidt, da Søren gik, og han sagde til én af de andre, at det var vel nok en kvik dreng, men det hørte Søren ikke.

   Sommetider gik Søren rundt i et supermarked eller et byggemarked, det kunne også være spændende. Der var så mange mærkelige ting, mest værktøj eller noget til køkkenet, der kunne godt være noget, han ikke vidste, hvad man skulle bruge til, men der måtte vel være nogen, der havde brug for det, ellers var det der vel ikke. Han købte også sommetider noget slik, de havde næsten allesammen det samme, men der var nogle, der havde noget særligt. Når han gik gennem kassen, og hvis han ikke skulle købe noget, så så kassedamen på ham, som om hun troede, han havde hugget noget. Det var sket, at kassedamen sagde noget i en mikrofon, og så kom der en mand, der ville se, hvad Søren havde i lommerne og i skoletasken, der var ikke noget, men Søren syntes, det var meget flovt og meget pinligt. Det var måske ikke så sært, de så efter, Søren vidste, at der var et par af hans kammerater, der huggede ting i supermarkederne, det var især cd-er og den slags, som man kan have i lommen. De var ikke blevet taget, og det ville også være pinligt! Søren havde hørt om nogle, der var blevet taget. De havde gjort det mange gange, og det blev til noget med politi og så det, der hed sociale myndigheder, Søren havde også hørt noget om, at de var under socialt tilsyn, fordi de var under den kriminelle lavalder. Han vidste ikke, hvad det var, men han syntes ikke, det lød rart. Hans mor sagde, at det håbede hun ikke, hun syntes nok også, at det ville være pinligt, hvis han blev taget. Det skete også, at mor sagde, at det håbede hun bestemt ikke, når hun havde hørt noget eller læste noget i avisen om nogle drenge, og så sagde Søren, at han syntes også, det var dumt af de der drenge. Sommetider syntes han nu, det lød ret spændende, men det sagde han ikke til mor.

          Søren var kommet hen til køkkenafdelingen. Han så på mærkelige ting, som de ikke havde hjemme, og som han slet ikke kunne forestille sig, hvad man skulle bruge til. Der var en underlig lille dims på en papplade med plastic om, Søren kunne ikke se, at man kunne bruge den til noget som helst. Den var sat ned fra 29.95 til 9.95, det betød nok, at den heller ikke kunne bruges til noget, og at der ikke var nogle, der ville købe den. Søren så sig omkring. Der var ingen kunder, og der var heller ikke nogen af dem, der passede butikken. Det var en helt lille ting. Han vidste ikke helt, hvorfor han gjorde det, det var måske fordi, han lige var kommet til at tænke på kammeraterne, der huggede noget i supermarkeder, han tænkte nok, at det kunne han da også. Søren stoppede den i lommen! Så blev han bange, han kom til at tænke på sin mor og på politi og sociale myndigheder, det var vist meget dumt! Han ville til at hænge den tilbage, men der kom en gammel dame med en rollator, langsomt og besværligt, hun så ud til at være meget ældre end Sørens mormor, så hun var rigtig gammel. Hun spurgte, om Søren ville hjælpe hende med at nå noget omme på en hylde. Søren hjalp damen og gik tilbage, men der kom hele tiden folk, han kunne ikke komme af med dimsen! De kunne såmænd nok ikke få den solgt alligevel, og de opdagede måske slet ikke, at der manglede noget, hvordan skulle de kunne se det, de gik vel ikke og så efter hele tiden! Søren gik hen til kassen, han tog noget fra hylderne med al mulig slik, det var noget, han ikke havde set før - bagefter fandt han ud af, at det kunne han absolut ikke lide - han betalte, han var lige ved at få dimsen med op af lommen, da han tog sin pung, så kunne den være faldet på gulvet, og så havde kassedamen opdaget det! Han blev bange, så han blev helt rød i hovedet, men kassedamen så ikke særligt på ham.

          Han kom ud på gaden, nu kunne der ikke ske noget, men han løb alligevel hen og drejede om det første hjørne. 

          Det var jo meget nemt! Nu var det sådan helt tilfældigt, han havde ikke forberedt det, men hvis han nu gjorde, hvis han nu havde en plan, ligesom Egon i Olsen Banden, det havde han set på TV! Han skulle bare passe bedre på, det gik altid galt for Egon. Man skulle være sikker på, at der ikke var nogle, der så det, og så skulle man købe noget, og man skulle sørge for at se helt almindelig ud, og kassedamen havde altid meget travlt, og så skulle man også passe på med de spejle, der sad i loftet nogle steder, og nogle steder sad der også kameraer til video, men det skulle være til at finde ud af.

          Det var måske det man skulle være! Hvis man nu var god til det, så kunne man sikkert leve af det, måske kunne man blive meget rig! Han havde ellers tænkt på mange ting, der var rigtig meget, man kunne blive, han havde mest forstillet sig, at det skulle være noget med biler, det var ikke nemt at bestemme sig. Det var måske forbryder, man skulle være, men så skulle man være rigtig forbryder, ikke én der huggede ting i supermarkeder, rigtig, noget med mange penge!

          Mens han gik langs hækkene, hvor erantis og vintergækker meldte om forår og glæde, tænkte han på sin fremtid som stortyv. Han vidste, at det var nok ikke noget, han skulle snakke en hel masse om, det skulle være hans hemmelighed, men det var også fedt! Søren kunne godt lide at have hemmeligheder, som det kun var ham, der kendte. Det var også det sikreste at arbejde alene, man kunne ikke stole på nogen, selv de bedste kammerater kunne man ikke helt stole på, det skulle man regne med, alle mennesker har deres pris, det vidste han fra TV. Det var det fedeste at arbejde alene, og man skulle planlægge grundigt, ikke som i dag, hvor han bare fandt på. Man kunne nok ikke lære det nogen steder, men det kunne sikkert lade sig gøre at øve sig på noget, det var med at finde ud af, hvad en forbryder skulle kunne, ligesom når man skulle have en uddannelse, så skulle man have en bestemt karakter til studentereksamen, det havde han hørt om. Hans mor sagde, at man skulle være dygtig i skolen, for så kunne man bestemme, hvad man ville være. Hvis man ville være forbryder, var det nok også vigtigt at kunne de rigtige ting! Hvis man nu skulle arbejde internationalt, det hed det, når det var noget med andre lande, så måtte det være vigtigt at kunne sprog, være rigtig dygtig til sprog. Det var ikke nok med engelsk, fransk var sikkert vigtigt og måske italiensk.

          Var der ikke noget med noget, der hed Mafia i Italien? Palermo, det var Palermo, byen hed. Det var sikkert et godt sted, der var der mange forbrydere, det var måske bedst at være et sted, hvor der var mange andre forbrydere. Han skulle helt bestemt gøre meget ved det med sprog, også italiensk. Hvis det rigtigt skulle blive til noget med mange penge, så var det sikkert klogt at arbejde internationalt. Der skulle nok være flere penge i store lande. Og for resten, kemi! Også kemi. Kemi var måske det vigtigste. Han vidste bare ikke rigtig, hvad kemi var. Han kunne prøve, om der var en bog, hvor han kunne læse noget om kemi. Det var noget med at blande noget sammen, og så kunne det godt eksplodere, hvis man ikke passede på, det havde han hørt. Hvis man vidste en hel masse om kemi, så kunne man finde ud af sprængstoffer, sprængstoffer havde noget med kemi at gøre, det mente han. Han havde hørt noget om masseødelæggelsesvåben, der blev der snakket om kemi, og masseødelæggelsesvåben var noget med bomber, ikke sådan nogle, som Søren skulle bruge, de var nok for store, han skulle jo ikke ødelægge en masse, men det var bomber, og det var noget med kemi, det var han helt sikker på. Der skulle nok blive brug for kemi, hvis man skulle bruge sprængstof til pengeskabe og den slags, selvom man måske kunne finde ud af at lukke et pengeskab op, ligesom Egon. Søren og hans mor kunne godt lide krimier, så prøvede de at gætte, hvem der var morderen, det var spændende, og det var næsten altid forkert. De havde fundet ud af, at det var i hvert fald aldrig den, det så ud til at være, det snakkede de meget om. Men Søren skulle ikke være morder, han ville slet ikke have en revolver, det gik bare galt. Rigtig dygtige forbrydere bruger ikke revolver, det behøver de ikke. Hvis man nu kom til at skyde en politibetjent, det var ikke rart, så var det da bedre slet ikke at være forbryder! Søren ville ikke have en revolver, det var helt sikkert.

          Måske var Palermo alligevel ikke det rigtige sted. Søren var begyndt at overveje mulighederne sagligt. Palermo var måske ikke en rigtig stor by, det havde han da aldrig hørt om. Hvis der var mange forbrydere et sted, så var der flere til at stjæle, og så var der mindre til hver, sådan måtte det være. Det var bedre med en rigtig stor by, London f.eks. Der var vist nok dobbelt så mange mennesker i London som i hele Danmark, der var der plads til mange forbrydere. Så behøvede han heller ikke at lære italiensk, og han var allerede rigtig god til engelsk, selvom han ikke havde haft det så længe. London var bedre! Men man skulle nok øve sig på en hel masse ting. Hvis man nu var kommet ind i et hus højt oppe, og så der kom nogen, så var man nødt til at kravle ud ad vinduet, det havde han tit set på TV. Så skulle man balancere på en kant, hans mor sagde, at det, tyven gik på, hed en gespenst, eller også var det noget andet, Søren kunne ikke rigtig huske det, men det var et godt ord. Han fik helt ondt i maven, når han så det, det skulle han sikkert øve sig meget på, det var ikke noget, man sådan bare lige kunne. Han prøvede at gå sidelæns på fortovskanten med ryggen ud til gaden, det gik helt godt, man skulle nok bare sørge for ikke at se ned. Der var rigtig meget at tænke på og øve sig i. Men i hvert fald, kemi, det var vigtigt!

          Han smed dimsen ind under en hæk, han kunne ikke bruge den til noget, og der var i hvert fald ikke nogen, der ville købe den. Købe! Det var nok nødvendigt at kende en hæler, ellers kunne man ikke komme af med tyvekosterne, det hed det. Koster! Det var et underligt ord! Kost, det var noget med mad eller også noget, der kostede noget, det var nok mest det sidste. Det kunne i hvert fald ikke være en kost! Søren kom til at grine, så der var en dame, der spurgte, om det var hende, han grinede ad, da han var ved at støde ind i hende på fortovet. Søren sagde undskyld, han var bare kommet til at tænke på noget. Han havde set det for sig: En tyv, der gik rundt og fejede med en tyvekost! Søren kunne godt lide mærkelige ord, som f.eks. klamre og ramle! Han havde lige fået et nyt, godt ord, flapre! Hæler var lige så mærkeligt som koster, det lignede ikke noget, kun hæl, og det kunne det ikke være, men han måtte se at finde en hæler, så kunne han også få at vide, hvad han skulle gå efter, hvad der var mest penge i, det havde han også set på TV. Man kunne ikke leve uden en hæler, man kunne ikke stå med noget, man havde hugget, og så kunne man ikke komme af med det, det duede i hvert fald ikke. Det var noget andet med penge, men hvis det nu var juveler og den slags, og smykker og dyre armbåndsure, Rolex, var der noget der hed, de var de dyreste, så skulle man have en hæler, og det kunne også være malerier til mange millioner kroner, det havde han hørt om, så var det bestemt nødvendigt, man kunne nok ikke gå rundt og spørge folk, om de havde lyst til at købe et maleri til en hel masse millioner! Så kunne han købe den dyreste Porsche for pengene, det ville være helt fedt! Søren kunne bare ikke lige se, hvordan man fandt en hæler. Måske når man først var blevet tyv. Så kom man til at kende andre tyve, tyve kendte altid andre tyve, og så var der nok én, der kendte en god hæler. Det var noget, man fandt ud af, når man sad på en bar. Tyve sad altid på barer, og så snakkede de om alt muligt, og så skulle der nok være én, der sagde noget om hælere. Og hælere sagde ikke noget til politiet, det var nemlig ikke lovligt at være hæler. Så var der bare lige, hvis nu hæleren blev taget af politiet, for når det ikke var lovligt, så prøvede politiet sikkert at fange hæleren, og så fortalte hæleren måske, hvem der kom med kosterne, det ville politiet sikkert godt vide, for så kunne de fange ham, der havde stjålet. Så måtte man sørge for, at hæleren ikke vidste, hvem man var, man kunne sige, at man hed noget andet, Egon f.eks. Hæleren var nok også ligeglad med, hvad man hed. Måske skulle man have en bestemt jakke, som man havde på, når man kom hos hæleren. Én med nogle striber eller sådan, noget det var nemt at kende. Det ville hæleren fortælle politiet, og så ville de se efter striberne, men hvis han hørte, at hæleren var blevet taget af politiet, så ville han aldrig have den på mere, og han kunne også få håret klippet på en anden måde, måske helt skaldet, det var der nogle, der havde, så ville det være helt umuligt for politiet! Søren var godt tilfreds med, at han kunne regne det hele ud.

          Han havde lyst til at fortælle mor om sine planer! Hun ville nok ikke synes om det! Han plejede ellers at fortælle mor alt muligt. Men om nogle år så ville han komme kørende i sin Porsche, kom mor, ville han sige, vi skal ud og købe en pels, du har altid ønsket dig en pels! Så ville han køre hen til den fineste pelsbutik i København, og mor skulle vælge lige den, hun havde lyst til, lige meget hvad den kostede. Så ville mor spørge, hvor han dog havde alle de mange penge fra, og han ville sige forretninger, mor, store forretninger, både her og i udlandet, det går fint, jeg bliver kun hjemme et par dage, jeg skal til London, jeg skal lave en rigtig god forretning, det drejer sig om juveler, ellers har det mest været bankforretninger, og nu skal vi have noget at spise! Mor ville ikke kunne finde ud af, hvad det var, han mente, når han sagde store forretninger og juveler og banker, hun ville tro, han var en rigtig forretningsmand, og så ville hun være stolt af ham, mor var altid stolt af ham, når han lavede noget rigtig flot. Og så ville han køre hen til den fineste restaurant, og mor skulle bare vælge, og tjenerne ville bukke, for de kunne se, at her var der penge, det kan tjenere se! Når de så Porschen og mors pels, så vidste de det, her er der penge, her er der sikkert mange drikkepenge, og det var der, der var rigtig mange drikkepenge, og mor ville synes, at det var måske lige rigeligt, men han ville sige, det er helt lige meget, mor, man skal ikke spare på drikkepengene, så kender tjenerne én, og så hopper og springer og bukker de, næste gang man kommer, for sådan er tjenere, det havde Søren også set på TV.

          Mor havde fri i dag, så var det altid så hyggeligt! Søren var glad for sin mor. Det var ikke noget, han snakkede om, de andre drenge ville bare grine ad ham. Søren havde aldrig hørt nogen sige, at de var glade for deres mor. De ville bare sige noget om mors lille, søde dreng, og så ville de måske hoppe rundt om ham allesammen og synge mors lille, søde dreng på den dér melodi, man altid brugte, når man mobbede én, og det ville pigerne måske også, og det var det værste, eller også ville han få SMSer, hvor der bare stod mors lille søde dreng, Søren skulle ikke have noget sagt! Og så var mor også pæn, du er så pæn, mor, sagde Søren, når hun havde pænt tøj på, og de skulle ud en tur, og så blev mor rigtig glad, og så fik han et stort knus, og så sagde mor, det er vel nok godt, jeg har dig!

          Søren glædede sig til at komme hjem, så fik han også et stort knus, det måtte de andre drenge ikke se, det vidste hans mor godt, så hun gjorde det ikke, når han havde en kammerat med hjem! Søren blev altid så glad, når mor tog om ham, han vidste ikke rigtig, hvad det var, men det var noget med, at nu kunne der slet ikke ske noget grimt, det havde han somme tider brug for. Men det kunne ikke nytte noget, at han snakkede om sine planer, mor ville helt bestemt prøve at få ham fra det.

          Da han kom hjem, var hans mor ved tage boller ud af ovnen. Mor havde fortalt, at hun fik altid boller og kakao, når hun kom hjem fra skole. Søren brød sig ikke så meget om boller, men det sagde han ikke, for så blev mor måske ked af det. Velkommen hjem, Søren, sagde hun, der er kakao om lidt, du kommer lidt sent, har du været rundt og kigge, har du haft det godt?

          Sådan var mødre ikke altid, det vidste Søren, men sådan var hans mor! Hun blev aldrig sur, fordi han kom senere hjem, hun vidste godt, at det var spændende at gå rundt og kigge, sådan plejede hun at sige, hun sagde altid velkommen hjem, det var rart, og så sagde hun også - har du haft det godt?

          Skidegodt, mor! sagde Søren.

Gunnar Frello 

Opdateret 22/03/2013